Galleri Arnagergaard er indrettet i en af de tre staldbygninger. Der er strøget et godt lag sand på gulvet, og med den åbne dør direkte ned til Vagtbodgades udsigt over vandet (og ikke mindst lyset), får man en stærk fornemmelse af både farver og rum. Der er ca. 18x2 m udstillingsvæg med staldvinduer i mellem (rummets størrelse er 18x8 m) og ca. 2,50 m til loftet. Samt skillevægge til ophæng på begge sider (1.40 m høje og 10 m).
Der er sat enkelte caféborde og stole op, så publikum også her kan sidde og nyde stedets atmosfære; eller få en snak med den eller de udstillende kunstnere. I forlængelse af galleriet findes Kenneth M. Genesers atelier − hvor kunstneren for det meste er at træffe.
I galleriet findes der, ud over den udstillede kunst, både enkelte bøger og et lille udvalg af udsøgte produkter (alt efter årstid og ”temperament”).
Kunstneren Kenneth Maximilian Geneser har udstillet i en del sammenhænge både i indland og udland.
Det er fortrinsvis oliemaleriet; landskabet og symboler − i grænselandet mellem figuration og nonfiguration. I dette friske flow af idéer finder publikum ikke sjældent bemalede stykker drivtømmer, skuffer, møbler og andre objekter. Der findes også mulige tegninger, unika-bøger, skitser, og spor” af vandringer i naturen. Som i sine tekster og bøger, søger Geneser en form for en både altmodisch og nydrømmende blanding af tanker og syn.
Genesers malerier befinder sig, med andre ord, ofte i en slags ingenmandsland, hvor den umiddelbare genkendelighed spiller (eller males) op mod den mere nonfigurative historiefortælling og kærlighed til tekstur.

