Uddrag fra "Petrarcas hemmelighed" af Kenneth Maximilian Geneser:

”En logbog, en dagbog fuld af vandringsnotater, hvor teksten selvsagt foregår på en del forskellige planer, med en del forskellige sonderinger. Tiden spoles frem og tilbage, medens tingene, og ikke mindst tidens tilstand, forsøgsvis udtrykkes og eftertænkes — ikke uden en poetisk åre, Gefühl, ironi eller kritik. Scenerier rulles op, som i en forestilling; fortællingen vælger frem for alt at ville vise os nye tableauer.
Alle tableauer (tanker, ideer, syn) kan mere eller mindre beskues uafhængigt af hinanden, men undervejs udvikles dog et sæt forståelsesredskaber. Som så ofte før i denne slags sager står forfatteren med et eller andet tilsyneladende idiotisk forklaringsproblem; dette problem løses her meget prompte med at henvise til to maksimer, der ligger til grund for selve logbogen; Heraklits panta rhei (alting flyder) og den amerikanske psykolog William James’ medvirken til en stadfæstelse af det, som det senere skulle vise sig, kulturelle dybhavsbombebegreb: stream of consciousness (1892). Dernæst skabes også nogle begrebspuljer, som sideløbende med teksten bidrager til at koncentrere forståelsen omkring nogle af de enkelte streams af bevidsthed; puljer eller klynger, som for eksempel labyrint, kærlighed, breve, tårn, palimpsest, tro — eller — transformation, information, refleksion, spekulation — eller — den pingpong, der løber mellem det egen-identiske og det fælles-identiske, som så selvfølgelig helst skal føre os frem til spørgsmålet om tilstedeværelse (til-stedeværelse); eller hvordan noget i det hele taget bliver til og danner en sum (eller et ergo sum). Endvidere henvises løbende til en håndfuld forskellige navne, der har relevans for teksten; referencen foregår med fornavne (foruden et enkelt sted), da teksten er interesseret i at holde en diskursiv og intim tone gennem sit forløb.
Det ligger i tekstens natur at ville danne alliancer med allerede eksisterende tekstmasser. Der er selvfølgelig stramme og traditionelle måder, hvorpå henvisninger til disse påståede alliancer kan synliggøres, men da denne tekst mere trækker i en noterende retning frem for en analyserende, så sker de fleste henvisninger undervejs, fortrinsvis en passant, i form af en slags dagbogsnotater. Det er også i tekstens natur at ville nå frem mod en afklaring af sit foreløbige stræk af spekulationer; en afklaring, som vel kan minde om en sociologisk samfundsmodel, men ikke desto mindre ligger langt borte fra en egentlig politisk eller social holdningstagen.
Man må hele tiden huske, at det væsentlige her er vandringen, bevægelsen gennem et landskab, en labyrint, ikke etableringen af endnu et nøjagtigt afgrænset, empirisk undersøgelsesmodul. Sagt på endnu en anden måde, så fordrer denne tilgang til stoffet både en tålmodig interesse og et mentalt overskud. Nærværende tekst er dybest set ikke interesseret i at viderebringe andet end sig selv, som værende eksakt dette: en nærværende tekst.
Vi er i en tid, hvor den slags fænomener er ved at tørre ud. Vi er i en tid, hvor både kunst og videnskab, som vi kender dem, er ved at sejre sig selv ihjel. Op imod det er omtalte tekst et enkelt menneskes prøvende sonderinger i kulturhistoriens sediment, for, i det mindste med sig selv, at finde en smule ro i og med den viden eller det forhold, at vi, uanset hvordan vi vender eller drejer den såkaldte virkelighed, befinder os i en selvskabt labyrint af spørgsmål og midlertidige løsninger.

Meditation over døden i våren

”Stakkels mand, hvad laver du? Hvad drømmer du om? Hvad venter du på?” Sådan vælger Petrarca at begynde fortællingen om sin hemmelighed, og man skal nødvendigvis kunne se for sig, at der på den let stigende promenade findes et bord helt ud til vandet, til kanten af fontænens hvirvlende strøm, hvor et glas hvidvin kan bestilles. På bordet ligger, foruden et bundt breve og en pakke cigaretter, en lille, smal bog: Secretum, skrevet af den italienskfødte middelalderdigter Francesco Petrarca (det fulde navn skal her nævnes i henhold til forståelsen af stemmen Francesco). Ved bordet er en stol, hvor man kan læne sig tilbage i glæde over, at det allerede er muligt at sidde udenfor. Sidde her, mellem klippevægge, som er kurvede, strukturerede, formet af vandkaskader der, gennem årtusinder, har strømmet ud fra sprækken i Fontaine de Vaucluse. Denne sprække, denne fødselsåbning, der strækker sine underjordiske flodgange helt ind under Alpernes massive borgmure. Det er Vaucluses vel nok mest berømte fontæne, vandposten, springvandet, kilden til frugtbarheden, kilden til inspiration!
I vinteren 1342 begyndte Petrarca at skrive på sin melankolske ode til livet og døden: Secretum (hemmeligheden). Hjemsøgt, som han var, af spøgelser; en ulykkelig kærlighed til Laura; i stadig samtale med sig selv om, hvad der er det rigtige, og hvad der er forkerte for mennesket, delte han sin egen person op i en lavere og højere Petrarca. Det sårede, forvirrede og frem for alt dødelige ego Francesco, og den mere åndelige del som han, i fiktionens hellige navn, gav ingen ringere end den ærværdige kirkefader Augustins stemme:

”Stakkels mand, hvad laver du? Hvad drømmer du om? Hvad venter du på? Har din ulykke fået dig til at glemme alt? Husker du ikke, at du er dødelig?
Francesco:
Jeg husker det jo, og rædslen giver mig kuldegysninger, hver gang denne tanke bemægtiger sig min sjæl
Augustin:
Ja, om du dog bare ville huske, som du siger, og tage det til efterretning, så ville du spare mig for meget besvær. For der kan ikke være nogen tvivl, at det at erindre ens egen elendighed samt ofte at praktisere meditation over døden er den bedste måde at afvise denne verdens fristelser på og dermed beordre sin sjæl ind i midten af sin egen storm, sit eget uvejr — hvis denne meditation da altså ikke kun er overfladisk, men synker dybere, helt ind i hjertets fundament. Men her er jeg ganske bange for, at du er i færd med at bedrage dig selv.
Francesco:
Hvordan mener du? For jeg forstår ikke helt, hvor du vil hen.
Augustin:
Din sjæl er ramt af en frygtelig sygdom, melankolien, som de gamle kaldte aegritudo, og som man nu kalder acedia.
Francesco:
Bare navnet får mig til at skælve. ”

Melankolien på grund af forgængeligheden, det dødelige i det levende, er frugtbarhedens negation eller omvendte inspiration, en sort inspiration, som lurer overalt i den søde vår. Denne galde, denne dæmoni, som blandes i det på samme tid frivole og uskyldige solglimmer, der skulle drive det vintertrætte og sultne menneske videre mod endnu en modningsproces og endnu en høst; denne vårens melankoli er den værste af alle fjender. Den værste af alle lidelser, som dråber af bitter afsked i vinglasset, er denne anelse af forårsblomsters beske, skjulte karakter. Foråret repræsenterer forvandlingen, men i forvandlingen ligger også tabet af noget andet – tabet af det andet (den anden?). Om det så er det, der ikke ville med ud i endnu en transformation; det, der nødvendigvis måtte blive tilbage; det, der blev fundet for tungt til at gå videre i endnu nye sammenhænge, eller om det simpelthen er den gustne belysning selve våren skinner på baggrund af, skal ikke her kunne afgøres. Tilbage til fornuftens citadel (som Francesco senere siger), ja — hvor ellers kan man flygte hen? Tilbage, ind i konstruktionens forskansning, i vinterens kapel, i sit personlige apsis. Befæstet, roligt sidde og se ud gennem spekulationernes transmitterende mosaik.
Man kan også lade øjnene glide hurtigt ud over vandets spejl, hvor der findes en hel del små hvirvelstrømme. Andre steder er vandet blankt og synes ligefrem at være spændt ud i et klart, strømmende forløb, hvor man kan se alle vandplanterne og sten på bunden, som gennem et stykke buet vinduesglas. Igen kommer transmissionen af billedet igennem, men denne gang med refleksioner på den blanke overflade; det vil sige en dobbelteksponering af lyset. Lyset er ensbetydende med liv; tilstedeværelse i højeste potens! Men hvad er lys?
Og videre, denne eftermiddag, kan man forestille sig Petrarca komme vandrende på den modsatte bred med en solid vandrestav, sin klædning snøret sammen om livet, en løs taske af læder over skulderen og et par kraftige støvler på sine fødder. Man kan ligefrem se for sig, hvordan han blinker mod den skarpe forårssol, som et andet dyr, der netop er krøbet ud af sin melankolske vinterhule; sin sorte galdes hule. Man ser, hvordan han et øjeblik spreder armene og forsøger at balancere de forskellige safter og kræfter i naturen; balancere dem op imod sin egen vilje, sin indre stemme, som et slags poetisk, religiøst vaterpas. Han pirker i vandet med sin vandrestav. Ved hans side ligger en opslået bog. Han trækker vejret dybt, ser ned langs floden og ligner på en prik det blyantsportræt, der er tegnet af ham for så længe siden. Egentlig ikke noget karakteristisk menneske, på den måde som karakteristiske mennesker kan trænge igennem omgivelserne ved deres blotte tilstedeværelse, men mere et lidt plumpt og sørgmodigt menneske; et søgende menneske, et menneske med en naturlig religiøsitet iboende, samt et naturligt behov for at udtrykke sine jordiske længsler, og et mere end naturligt behov for at finde fred; både med sig selv, sin Gud og sin kærlighed. En nysgerrig, filologisk humanist, en digtersjæl med hang til Gud, der med sin dualistiske tænkning forsøger at kaste lys over menneskets indre oprør. Et menneske der spørger sig selv, om det himmelske og eftertragtede paradis og de fortabte sjæles helvede måske (kun måske) findes på jorden. Netop nu, netop her — i dit liv? Eller kan man forestille sig, at spændingsfeltet, der opstår mellem det såkaldte paradisiske og helvetiske i mennesket, egentlig er det kontrapunkt, hvor selve tilværelsen udfoldes? En tilværelse, som består af op til flere parallelt løbende stemmer, og som musikkens kontrapunkt spilles node mod node, spilles disse stemmer op mod hinanden. En tilværelse, der er som et væv omkring det enkelte menneske, en konstruktion, en polymorf bevægelighed, der alt efter omgivelsernes accept eller opposition får lov til at danne stadig nye forbindelser.
Han observerer, at i stort set alt omkring ham findes en eller anden form for begyndelse og afslutning. Han opdager først senere, at der dybest set aldrig har været nogen afslutning, og at tingene, ideerne, hændelserne aldrig dør helt bort, men derimod overgår fra den ene tilstand til den næste. Disse mentale transaktioner (da det jo handler om værdier, der bytter plads) kalder han enten kultur, tro, kunst, historie eller slet og ret skæbne. Ethvert nulpunkt er, i denne henseende, nødvendigvis illusorisk. Tabula rasa er en oase i en sådan teoretisk ørkenvandring. Den renvaskede tavle er en psykologisk metafor, der kan bringe lidt trøst og midlertidig goodwill ind i den menneskelige tankegang. Man kan ikke vaske sindets tavle ren, der findes nok glemsel, men ingen sletten-alle-spor. Der vil altid være lidt tilbage, altid et ansigt, altid et ord, måske et tilfældigt øjekast i kirkerummet i Avignon …
Nogle af os sværger til determinismen, andre underskriver en livslang kontrakt med spillets tilfældighed, medens de år efter år nedkaster sjælens glimtende terninger på Fortunas slidte bræt. Nogle får deres indsigt ved at regne sig frem til en sammenhæng, andre eksperimenterer med tilværelsen, indtil de selv sidder tilbage med et hus fuld af minder, og derfra, i deres patriarkalske eller matriarkalske ultimo, advarer kommende generationer mod at eksperimentere for meget med livet. Nogle sværger til det nære og populære, som den eliksir der skal fritage dem fra spekulationernes tømmermænd, medens andre bedyrer, at det snævre og det smalle er måden at søge tilfredsstillelse på; størstedelen sætter deres lid til den evige ungdom og dyrkelsen af tingenes overflade, og endnu andre ser sig henvist til at sulte efter en smule forståelse hele livet igennem. Vi vil gerne (i god parlamentarisk tro) fremhæve den forskelligartede menneskeheds forskelligartede måder at tilnærme sig eksistensen på, samtidig med at de fleste af os giver alt for hurtigt op over for det, der er bare en smule anderledes. Vi vil gerne give udtryk for vores egen mening, samtidig med at vi mere end velvilligt underkaster os massernes diktat; vi fylder vores vægge med ideer og ikoner, vi laver film om det, vi samler i boghylder og lagre i vores computeres hukommelse, vi slår det op, afspiller det, skriver det ned, understreger og afbilleder. Gennem utallige år og epoker har vi konstrueret den ene mere spektakulære idé om sammenhæng efter den anden. Er det mon fordi, vi aner en afgrund, et kaos, at vi forsøger at kæmpe imod — eller er det fordi vi aktivt, om end ubevidst, søger en afgrund, et kaos, så vi endelig på denne måde paradoksalt kan fritages fra at overhovedet kæmpe for sammenhæng og orden i tilværelsen?
Det er den gamle kamp mellem den figurative og den abstrakte måde at tænke på, som skærer sig tværs gennem vores tilværelses labyrint. Paradoksalt nok er det stadig fortolkningsspørgsmålet, som er primus motor i den kulturelle bevidsthed, og vi er stadig ganske famlende, når det kommer til konkrete udtalelser om tilværelsens dybere tekstur; ligegyldigt hvorhenne i historien du begynder, historien vil altid være den samme. Våren er en af de perioder, der kan fyldes med melankoli; døden ligger et sted i de flimrende solglimts orfiske skygger; denne tilbagevenden mod en mistet attrå. Det var i våren Secretum konkluderedes, det er i våren hemmelighederne konkluderes, ikke, som mange vel antager, i vinterens lange løb; nej, i våren enten åbnes eller forsegles vores munde, medens Petrarca afklæder sig vinterens mentale tortur og trættende tanker; en tung, krads kappe af kraftigt materiale. Han trævler kappen op i tankerne, og ud af kappens tråde væver han en dialog, inddelt i en første, en anden og en tredje bog. Han selv, Francesco, taler om sin tvivl, og den gamle, filosofiske kirkefader Augustin forsøger at hjælpe ham. Men det viser sig undervejs, at det trods alt ikke er så let at hjælpe et fortvivlet menneske, og slet ikke når det drejer sig om en mand, på højden af sit liv, med alle ods talende for sig. 42 somre havde han set, denne Petrarca (en ganske moden alder i middelalderens terminologi), da han spørger sin fiktive Augustin, om der ikke er forskel på at falde eller at være faldende? Hvortil Augustin svarer: ”At det sandelig er forskellige ting — forskellige i tiden, men i deres natur og i den faldendes konception — identiske”. Hertil siger Francesco: ”Jeg forstår, hvilke knuder du slynger mig ind i. Den, der vinder sin sejr med trick, er ikke nødvendigvis den stærkeste, men måske den mest øvede”. Hvortil Augustin lader vide: ”Det er i selve sandhedens nærvær, at vi har vores diskurs”.

Sandheden ligger i våren. Dette ansigt, dette minde, gemt mellem lysets refleksioner i den fortløbende tids strøm af minder. Denne sandhed, som også kunne være den guddommelige sandhed, sandheden om os selv, sandheden om vores eksistens; at det forgængeliges evige trussel faktisk gør os til hvad vi er! At døden i våren er vores eget ansigt vi ser flygte mellem lysets pletter; og i denne død ligger mindet, sanselighedens arabesk. Hemmeligheden?

Parmenides dannede circa 600 f.Kr. ideen om kuglen som den fuldendte balance mellem de forskellige principper, der styrer mennesket i sin sansende, fluktuerende og selvhævdende hverdag. Han mente, at den klare tanke er alfa og omega, men ville ikke anerkende selve det kaos, der ligger til grund for tanken. Og var det ikke de gamle persere, der fortalte, at haven (paradiset, parádeisos) var en vildtvoksende park, der var skabt som en slags adspredelse for kongen, organiseret ud fra et spirituelt centrum (konge/ånd), som selve materien spredes ud for menneskets forståelse og inspiration, til at blive arbejdet med (modeleret og moduleret), til at blive leget med, begæret, kæmpet med, brugt, slidt, glemt og genopdaget? Og ser man tilbage ud over vandet i floden, står der et sted et par fisk mod strømmen. Deres kroppe slingrer under det skiftende vandspejl, medens det begyndende forårs detonation reflekteres skøjtende over fontænens rindende vand og rammer ind gennem hvidvinsglassets klare, kølige, gyldne likvide.
Paradiset er en slags lukket form — en kugle. Det kan dreje sig om universet, eller selve jorden, eller måske livet på jorden; som et afgrænset område af en specifik form for nærvær. I den bibelske betydning ligner paradiset nu mere en form for dvaletilstand, lige inden den store iværksættelse af det sekundære kaos; et kaos af sanselighed, af spekulationer og kriminalitet; et kaos af misbrug, kærlighed, kunst og løgne; et sekundært kaos, fordi det kom efter det første, store kaos. Det kom efter den tilstand, som gav sit uordnede materiale til selve skabelsen af paradiset, skabelsen af den perfekte tanke; skabelsen af kuglen. Paradiset er således stilheden før stormen, eller ind imellem stormene; imellem det første kaos og det andet kaos. Omgivelserne, ting, rummet, bevægelse — alt er allerede til stede men endnu ikke i gang; det vil sige, selve konsekvensen af skaberværket er endnu ikke synliggjort. Konsekvens synliggøres med tiden; paradiset er derfor uden for tiden, men ikke kun som noget der er tidløst på den tidløse måde, mere som en drøm der er opfostret af mennesket gennem årtusinder. En drøm om en eller anden form for fortsættelse efter døden; en drøm om en aktiv, åndelig, kreativ og inspirerende hviletilstand; en overenskomst med forklaringsproblemet; hvorfor vi er del af dette ofte vilde og komplet uforståelige skaberværk — og hvilken del er vi da?!
Bordene er lige sat ud for et par dage siden, har den forårstrætte tjener oplyst. De venter alle, både borde og tjenere, på sommerens myriader af besøgende. Den gamle fontæne i Vaucluse er et yndet udflugtsmål. Her sælges alt i sommerens løb. Der findes restauranter og cafeer, boder med sødt og salt, store, gamle vandhjul, klipper, stenalderhuler, en borgruin, en gammel papirmølle, hvor man stadig fabrikerer ark af håndlavet papir, og der findes — selvfølgelig — et Musée de Pétrarque. Jo længere hen man kommer i sommeren, des mere tivoliatmosfære bliver der i hele vaucluseområdet; ja, i hele Provence. Man forlyster sig og driver rundt på oprindelighedens markedsplads, man titulerer hinanden på alverdens sprog, medens man hilser fra alle de små cafeer, i de evige plataners skygge. Men alt dette er endnu ikke begyndt. Man kan stadig føle sig frisk, uopdaget, enlig og genopstanden; der findes unægtelig noget spædt, noget rislende klart i forårets hvidvin, som i skrivende stund passer ganske godt. Der er en liflighed og en skøn klang i den gyldne, blege drik, som dybest set har noget at gøre med altings begyndelse. Som lyset, det lys der endnu ikke er nået bare tilnærmelsesvis i nærheden af sin fulde styrke; og alligevel endda kan nå at beskrive livets dobbeltsidighed.
Hvidvin er på en eller anden måde altid forbundet med noget maritimt. En god hvidvin kan løfte tankerne op på et ganske skarpt niveau af iagttagelse, en tankernes kontemplative refleksion — og hvad er dybest set mere reflekterende i hinanden end netop lys og vand? I den esoteriske idé om menneskets elementære, universelle symbolik sammenligner man ofte menneskets følelsesliv med vandets element, og menneskets ånd, sjæl, med ild eller lys. Man siger også om ting, der er besjælet, at de er illumineret. Faktisk er det lyset kontra overflade som påviser eller beviser det meste af dagligdagens verden; man siger om et åndrigt menneske, at vedkommende er oplyst. Lyset påviser former, og sammen med perspektivets linjer påviser lyset både overflade og dybde; rum og sum.
Vi smager, ser, hører, lugter og føler os frem i livet, men først og fremmest taler vi gerne om, hvordan det hele ser ud. Der var intet, som kunne se ud, hvis der ikke var lys — og selve lyset kom endda kun på en andenplads i skabelsesberetningen, først kom som bekendt ordet. Det er således med stor tilfredshed, at man denne spæde forårsdag kan iagttage, at alt dybest set handler om skabelsens første minutter, nemlig ordet og lyset, som tilsammen vækker resten af den slumrende verden et sted inde fra vinterens komprimerede urmasse. Var det ikke det højeste, det udefinerbare, tidligste lys (pleroma), som gennemtrængte den første masse af endnu ikke organiserede tegn og synliggjorde ideen om en konstruktion inde i drømmen om ideen om en konstruktion? Eller var det ordet, det vil sige stemmen, som udtrykte eller redegjorde for lyset, og dermed skabte skriften, som, i sin omgang, skal redegøre for både ordet og lyset, ved at organisere tiden og dermed det kontinuerlige?
Pleroma; et græsk ord som ofte bliver brugt i en gnostisk sammenhæng, når man skal beskrive en endnu højere tilstand af guddommelighed end den semiguddommelige verdensskaber: Demiurgen, som sammenlignet med pleroma mere virker som en filminstruktør eller fingerfærdig tryllekunstner, end en egentlig guddom. Et begreb, der siden oldtiden er blevet brugt til at beskrive Tingenes Mester, eller Satan, som semiguddommen døbtes i den nyere kristne fortolkning.
Der hvor før var en rolig pool af intethed, kastes nu lys, så intetheden eller fraværet begynder at skinne. I denne refleksion, hvormed at tingene bliver skabt, skaber også menneskets ånd sin refleksion på den fysiske verden. Det siges om vores ånd, eller sjæl, at den skinner igennem livets gerninger; at den kan ses i vores øjne og høres i vores tale. Hvis du, menneske, kun dyrker den materielle verden, så dyrker du illusionen (som den gode gnostiker ville sige; så dyrker du Demiurgens værk). Det er altså ikke refleksionen på selve tingens overflade, man skal gribe efter, det er ikke drømmespillet af spejleffekter, man skal lade sig lede af, men en inderste overbevisning om, at der transmitteres noget andet og dybere i denne verden. Det er, som bekendt, denne lære om erkendelse af afstanden mellem ånd og materie, at de gnostiske retninger i de første kristne århundreder forsøgte af redegøre for med en genklang af endnu ældre persiske anskuelser. Kongens have. Ånden i paradis.
Igen løber øjnene ud over vandes spejl, de mange små hvirvler og krusninger, der dannes på grund af flodbundens forskelligartede terræn af klippestykker, spalter, småsten og vandplanter. Floden er et eksempel på selve kulturens udvikling og forløb. Fra det øjeblik vandet kommer til syne i sit dybe fremspring i den stejle klippevæg, til det øjeblik vandet fordeles ud i landskabets frugtbarhed og årstider, som noget livgivende, der forplanter sig i bølger gennem de mange former for massivitet uden dog selv at miste sin egen konsistens; som en tekstmasse eller billedmasse, der langsomt konsumeres, forstås, bearbejdes og igen søger nye udtryk.

I sit essay om bøgernes kult, Otras inquisicione, skriver argentineren Borges, hvordan den vordende kirkefader Augustin betragter sin lærer, biskoppen af Milano, sidde og læse indenad. Hvordan han lader øjnene glide med tekstens bevægelser fra side til side, og hvordan der var helt stille omkring ham; dyb koncentration. Ordet havde tidligere haft en messeagtig karakter, teksterne havde så godt som altid et religiøst indhold. Borges antyder med dette lille vue ind i skriften, og ikke mindst bogens historie, at en ny æra var på vej, hvor mennesket lidt efter lidt bevægede sig over i en mere kontemplativ samhørighed med ord, mening, skrift og information. Hver bog bliver en slutning i sig selv. Teksten bliver til et objekt frem for, som tidligere, at have overlevet via gerning (handling). At sammenligne med for eksempel hvorledes oplevelsen af en film, eller de dokumenterende fotos, pludselig får en helt anden dimension. De folder sig så at sige ind i menneskets bevidsthed, hvor de derinde skaber endnu andre rum (visuelle referencer). Vi viser altså os selv, via en teknik, hvordan vi kan udbygge vores indre syn. Det er denne langsomme hvisken, denne ordløse bevægelse af læberne, som den yngre Augustin betragter. Det er denne stemning i rummet, denne nye frekvens, som han videregiver i sin egen bog. Den bog, der i høj grad skal påvirke Petrarca til at trænge igennem til sit hemmelige og dybere liv, et andet liv end hverdagslivet (en af de vigtigste spirituelle dokumentationer omkring antikkens afslutning er blandt andet kirkefaderen Augustins selvbiografi Confessiones skrevet i slutningen af det 4. århundrede). Et hverdagsliv, der efter Petrarcas tekst at dømme, åbenbart kunne være mindst lige så fladpandet, påtrængende og egoistisk som hverdagen anno det 21. århundrede. Et sted, i en diskussion omkring målet med tilværelsen, beklager Petrarca sig således over sin samtids mangel på lidt sund ydmyghed, respekt og hjælpsomhed. Hvem ved, hvad der ligger og venter på os derinde? Hvem ved, hvad vi i virkeligheden nedstammer fra? Forsøger vi ikke hele tiden at nå derind, ind bag bøgernes bog, ind bag historien i historien i historien? Vi viser det for hinanden i vores film, vi skriver om det, debatterer, forsker og fantaserer om det — det store uudgrundelige noget; med lidt mere ydmyghed og respekt! Uanset om det drejer sig om overleveringen af de gamle religioner og deres utrolige myter, uanset om det handler om troen på, at al vores viden og alle vores tanker muligvis ligger lagret et eller andet sted i jordens atmosfære, jordens aura, verdensauraen; uanset om man ved brug af sære teknikker og systemer kan begynde at ane en eller anden form for sammenhæng; uanset om videnskaben slynger om sig med talrækker og uendelighed, eller om vores jord kan dateres tilbage til et sted omkring 4,5 milliarder år, og at livet har spredt sig på vor klode i 80 % af klodens levetid, og mennesket kun udfylder så lidt som 0,02 %, vil vi ind til hemmeligheden, ind til den hemmelighed, vi føler os overbevist om, må findes. Og vi vil endda mere end det, vi vil om bag selve hemmeligheden, og vi vil finde ud af, hvorfor noget hemmeligholdes for os — os, der er en del af skaberværket; os, som er skabt i guds billede!
Man kan således hele året se folk udstyret med deres kamera. Der tages uendeligt mange billeder heromkring, i det sydlige Frankrig, og man kan spørge sig selv, om der nu også tages billeder af det væsentlige? Det er det gamle ønske om at fastholde øjeblikket; det er ønsket om at fastholde eller fiksere det forgængelige, det fluktuerende, som man for eksempel fikserer kulstøv på en tegning. Det er ønsket om at gribe ind i forvandlingsprocessen, ind i flugten (altings spredning), for dér at fastholde noget af det, som er på vej bort, eller på vej til at blive uigenkendeligt. Og da det endnu aldrig er lykkedes for nogen at standse selve tingenes gang (tiden), stiller vi os tilfredse med små stykker dokumentation i form af tekst, fotos eller film. Før i tiden var det portrætter i sten, på papir, lærred, i træ, metal eller gips — eller det var malet på væggene i det inderste af en grotte, som senere, ved en tilfældig stigning i vandstanden eller et bjergskred, blev gjort utilgængelig. Vor tids dokumentation er tyndere og mindre tidskrævende. Vi kan uden besvær tage et aftryk af et af de mange øjeblikke i strømmen af tid, rent faktisk et aftryk af det nøgne liv, som har iklædt sig øjeblikket. Det kan være ansigter, vi gerne vil huske, situationer, store begivenheder, som vi gerne vil fastholde; men lader det væsentlige sig overhovedet dokumentere?
Nej, det væsentlige lader sig ikke så let beskrive. Det lader sig ikke filme eller fastholde, men det kan spores i selve refleksionen, som flimmer. Det væsentlige i tilværelsen er bare en slags flimmer. Det er brudstykker af både lys og former, som på en eller anden måde skal sættes sammen og blive til en helhed — en mindets helhed (en paradisisk vision?). Dette sker for eksempel i den franske forfatter Nervals bog Aurélia, hvor et brudstykke lyder: ”Det syntes mig, som om jeg så en ubrudt kæde af mænd og kvinder — da jeg var dem — og de var mig; dragter tilhørende alle folkeslag, billeder fra alle lande fremtræder distinkt og på samme tid, som om min koncentrationsevne var mangedoblet uden at forvrides…” og: ”…som i et drømmeminut koncentrerede et helt århundredes hændelse.”

*

Begrebet palimpsest er græsk, palimpsestos, glatte ud igen (for genbrug). De i middelalderen skrivende munke brugte udtrykket om genbrug af allerede beskrevet pergament. Til sidst havde det dyre pergament været brugt så mange gange, at man oven i det nyskrevne også kunne læse alle de underliggende lag af slettede eller omskrevne tegn. Refleksionen; det hurtige ryk med øjet, og alle disse hurtige ryk samlet til et syn. Den nye tids billeddokumentation afgøres eller lagres eller printes med et enkelt tryk på et digitalt kamera. Man kan hurtigt sortere i billederne, udvælge de bedste, uden at man længere behøver de store indstillinger på selve kameraet; det vil sige, at beskueren ikke længere behøver at gennemtænke det enkelte billedes betydning, da der altid vil eksistere flere billeder af samme tid og sted. Alle disse tilfældige billeder kan således ses som en flydende strøm af bevægelse, lig en mini-film på kameraets monitor. Hele filmen kan endelig tages med hjem og sættes i computeren, som igen er et væv af kredsløb, der formidler endnu andre væv af kredsløb. Her kan man fremkalde og redigere et hvilket som helst motiv eller en hvilken som helst detalje i den flydende strøm af billedmateriale, for igen at gøre den private historie, subjektets undersøgelse af sin egen eksistensberettigelse, mere synlig i det større og omkringliggende væv af andres private historier; og kan det her tænkes, at den stadigt voksende strøm af informationer (billedmateriale) i sidste ende bedøver evnen til at betragte og aflæse betydningen af det enkelte billede (den enkelte tekst) med alle sine indbyggede spor og afmærkninger? Eller er det modsatte tilfældet, at indtrykkenes hastighed og mængde gør beskueren i stand til meget hurtigere at fange og bedømme det væsentlige; som hvis en enkelt gennemlæsning af det gamle pergament med alle dets skrifttyper, skjulte henvisninger og fortolkninger, var nok til at begribe den endelige mening? En ny slags helhed, en helhed der ikke er statisk men derimod peger i retning af meningens egen udvikling. Meningens egen bevægelse og redegørelse for sig selv gennem forskellige fortolkninger (eksegese).
Mere end nogensinde lever vi i fortolkningernes tidsalder, den eksegetiske epoke, hvor ikke kun munkene og de lærde dagligt skal aflæse forskellige skrifters tegn, symboler og henvisninger, men hvor alle, rig som fattig, dum som klog, ung som gammel, dagligt skal fortolke en hidtil uset mængde af anvisninger, henvisninger, forslag og muligheder. En sådan hermeneutisk tilgang til selve ideen om det færdige værk kan lede tankerne hen på hjernen som en slags billedevæv, der hele tiden fornyr de forskellige billeder af den omgivende verden. Denne fornyelse er vel i sig selv værket; denne optrævlen og gendannelse er vel i sig selv det endegyldige udtryk; hvis der overordnet findes noget kodeks for menneskets liv på jorden?



”Francesco:
Min måde at se tingene på er ikke så total absurd. Jeg har gjort det til mit princip at søge (efterforske) denne verdens hæder, så længe jeg befinder mig i denne verden. Når først man er i himlen, siges det jo, får man del i en ære og hæder, som ikke går at sammenligne med den på jorden. Det er derfor naturligt, at de dødelige er optaget af dødelige ting.”

På dette svarer Augustin, at den som føler sig sikker og synes, at han står med et ben i hver verden (jorden og paradis), han er i teorien en af de bedste kandidater til at ryge lige lugt i helvede! Nej, man skal ikke føle sig sikker, og da slet ikke når det handler om, hvordan man bedst, med størst fortjeneste, lever sit liv her på jorden. Et sted inde imellem linjerne, inde i Petrarcas tekst, står der jo selvsagt også en hel del om det middelalderlige trossamfund og den trefoldige inddeling af verdensbilledet: Helvedet, jorden og himlen. Men hvad er helvedet, jorden og himlen andet end en god og ganske funktionel opdeling af menneskets eget sind? Det var klart i middelalderen, hvad der skete med dig, hvis du ikke efterlevede de guddommelige krav. Dit liv gik rent ud sagt ad helvede til. Men på den anden side skulle du heller ikke regne med, at bare fordi du opførte dig ordentligt, fordi du sparede sammen af gode gerninger og satte ind på din himmelske konto, at du så ville ende i paradis. Nej, igen havde man gjort sig skyldig i en synd — du må ikke være beregnende! Du må ikke spare sammen af gode gerninger for selv at blive frelst, du må ikke gøre godt for andre for selv at få det bedre. Man kæmpede i høj grad mod egoismen dengang, da man mente, at denne farlige, egenrådige kraft kunne tilskrives nogle af menneskets mere dunkle sider. Det var kort sagt den energi, egoismen, som gjorde det besværligt fuldt ud at kontrollere og indordne det menneskelige sind. Det er denne egoisme, Petrarca diskuterer i sin tekst, og i særdeleshed spørgsmålet om kærlighed. Den egoistiske kærlighed. Begæret. Langsomt bevæger Petrarcas Secretum sig hen mod hans store problem: Kærligheden (der dækker over bogens dybeste motiv: tvivlen).

”Francesco:
Ja, jeg husker. Jeg kan ikke nægte, at hvad du siger er sandt, og jeg ser, hvorhen du gradvis leder mig.
Augustin:
Giv mig da al din opmærksomhed. Intet kan lede en mand bort fra Gud som hans kærlighed til forgængelige ting.”

I en veltempereret vifte af tekstcitater fra en god håndfuld af de klassiske forfattere: Ovid, Virgil, Horace, Ciceron, Juvenal, Seneca, blandt andre — og selvfølgelig Sankt Augustin og endda Petrarca selv, fortæller den filologiske humanist indirekte om hans kærlighed til den unge kvinde Laura, som han har mødt ganske kort. I et forsøg på at overbevise Augustin om, at han elsker hendes sjæl, og at hele hendes fremtoning kun har med sjælen at gøre, krænger han vrangen ud på sig selv. Han er forelsket i ideen om den unge kvinde, ideen om Laura, ideen om hendes sjæl. Han er forelsket i selve den renhed, som hendes uberørte og ubesmittede sjæl indgyder ham, og jo nærmere kirkefaderen Augustin trænger ind på den jordiske og forbitrede Francesco, des klarere bliver det for læseren, at diskussionen har et dybt gnostisk drag. Petrarcas hemmelighed handler mere om kampen mellem den åndelige verden og den materielle verden, end den handler om et enkelt menneskes bekendelser. Hemmeligheden munder derfor ikke så meget ud i spørgsmålet om godt og ondt, men mere i spørgsmålet om, hvordan et menneske overhovedet skal vide at opdage det væsentlige i tilværelsen. Den lidt eksorbitante beskrivelse af Francescos elendighed er ikke på nogen måde fejlplaceret. Når mennesker er i dyb vildrede med hensyn til deres liv, kan denne forvirring ikke sjældent lede til direkte had eller bitterhed mod alt og alle. Et selvhad, som rækker langt dybere ind i menneskets historie end nogen umiddelbart kan forestille sig. Det er denne ofte rent ud selvdestruktive adfærd, der har affødt store dele af vores mytologi — og stadig gør det. Det sker, at man har svært ved at huske de levende, hvorimod man meget hurtigere kan nævne alle de, som har brændt sig selv ud i tilværelsens ild; det, at elske, er ingen forbrydelse, det kan højst være en bedrift.
Hvis kærligheden så at sige vender sig mod sig selv, hvis kærligheden ikke bliver brugt, hvis den ligger for længe, som en vin kan ligge for længe, så bliver den sur som eddike, eller den forsvinder bare, den mister sin smag! Derimod kan vinen også være for ung, den kan være umoden; kærligheden har det som vinen; kærligheden er bedst, når den er fuldmoden, balanceret og afrundet. Våren har altid bragt muligheden for ny kærlighed til mennesket. Den har gennem tiderne løftet os ud af vinterens mørke og kulde. Den har gjort livet så tilpas let og udholdeligt, at safterne stiger, og naturen igen kræver sit våroffer (døden). Man ofrer sit gamle jeg, man ofrer subjektet — det slidte subjekt, og lader det forenes med selve livet og lyset (lysten eller skæbnen). Kvindens bryster står spændte under hendes bluse, og manden hjemsøges af pludselige og egenrådige erektioner. De elskende lukker sig inde i en tynd boble af glas. Hele livets leg begynder forfra, og alt, hvad man ikke har fået afklaret og renvasket i vinterens løb, synes ekstra beskidt, støvet og gammelt, når man igen træder ind gennem Portunus dør og føres videre i labyrinten med Janus velsignelse. Når man, i kraft af styrken i sine minder og sin viden om det forgange, kan trænge endnu længere ud i fremtidens slyngede forgreninger af muligheder, og i kraft af sit samtidige klarsyn trænger tilbage i det forgange; i kraft af sin kærlighed kan se dybere i andre mennesker; velsignet af passagens ånd — det forbigående, det stumme ord, det som aldrig kom med på billedet. Janus er den romerske gud, som beskytter alle døråbninger og passager (Portunus er derimod den guddom, der er knyttet til dørtærsklen). Janus er passagens guddom; et mandshoved med to ansigter — et der ser fremefter, og et der ser bagud. Janus har givet navn til årets første måned januar og var den første gud, man i det gamle Rom nævnte i sine bønner.
Måske er ånden i virkeligheden skabt til at tvinge os fremad. Det er den, der hele tiden bringer løftet om frelse, om tilgivelse eller udfrielse — om fremgang og succes; eller er sjælen det hermetiske rum, det vakuum der blev tilbage efter skabelsen; en slags strækmærker i universets stjernehud? Er ånden mindet om vores virkelige natur, et minde om viet førend viet blev konstitueret? Er sjælen et dørtrin, ånden en passage? Træder man fra den ene virkelighed ind i den anden, og som ethvert dørtrin og enhver passage repræsenterer flere forskellige verdener, flere muligheder, repræsenterer hverken ånden eller sjælen heller ikke kun et enten-eller? Ånden er som tiden; samfundets accelererende hastighed gør det sværere for det enkelte menneske at tage et valg; vi lever i stigende grad på nakken af hinanden. Den største koncentration af såkaldte single-mennesker findes således, der hvor tilbuddene er flest; tilbudet om forandring er selvfølgelig størst i storbyerne. På grund af menneskenes massivitet er det ikke længere tvingende nødvendigt for artens overlevelse, at vi slutter os sammen i familier. Det er nu i højere grad op til den enkelte at finde en livsterm, som passer vedkommende. Ikke så meget for at skulle udfylde en allerede eksisterende plads i samfundet, men mere for at tilfredsstille sit indre behov (her prøver teksten på at undgå den psykologiske ørkenvandring med hensyn til miljø og arvelige anlæg. Teksten konstaterer bare, at forskellige kulturer kæmper på hver deres måde med individets behov kontra fællesskabets behov).
Individet skiftevis løsriver og binder sig til materialet, som for eksempel stof i en hvilken som helst proces skiftevis samles og spredes, fordamper eller krystalliseres, alt efter eksperimentets beskaffenhed (tid, varme-kuldepåvirkning); som også selve teksten fordamper eller krystalliseres alt efter undersøgelsens varighed og tankernes intensitet. Det samme sker med kærligheden. Den intellektuelle søgen efter bøgernes bog. Teksten inde bag alle de forvirrede lag af tekst, kan vel til en hvis grad sammenlignes med menneskets jagt efter at finde svar på tilværelsens ofte kaotiske mængder af input, tilbud og muligheder. Dette er aksiomet i Petrarcas lille Augustin-inspirerede Secretum. Den romersk, nordafrikanske Augustin kaldes undertiden en af den vesterlandske kulturs stamfædre. I sin ungdom, en forfriskende nyplatoniker og mystiker; senere den forbitrede og stramme opfinder af selve arvesynden. Han havde selv en hel del dæmoni at kæmpe med i sit erotisk forblæste og åndeligt belæste liv; kaos, eller søgen efter kaos, som værende sandhed, værende nærvær.

Det dualistiske menneskes evige dialog med sig selv (på grund af sin nagende tvivl); intellektets dialog med det nøgne begær; etikkens dialog med forbrydelsens element; og æstetikkens dialog med det naturlige forfald, som vårens dialog med ondskabens blomster.

Det er inde i denne dialog, at mennesket dybest set finder sin næring, sit nærvær, og det handler muligvis ikke om, hvilken af de tilfældigt opstillede termer der ville kunne få overtag frem for et andet, men mere om, hvorledes alle disse termer til slut bliver spillet ud mod hinanden og opløser hinanden. Det handler, med andre ord, om at kunne løfte sig op over selve spillet, selve dialogen, og beskue den arena hvori tilværelsen udspiller sine forskellige roller (som for eksempel den svenske 1800-tals forfatter Carl Jonas Love Almqvist udtrykker det: ”at eje et liv over spørsmålens liv”). Når omstændighederne omkring de enkelte begivenheder i livet mere udarter sig til at blive bestanddele i en større diskurs end emotionelle faldgruber i et menneskes liv, først da, fortæller Augustin, er mennesket på vej mod en mulig selverkendelse. Først da kan man, populært sagt, se sig selv i øjnene. Se sig selv sådan lidt udefra, som tilskuer til sit eget liv. Det er, hvad Petrarcas alter ego frygter. Det frygter selve denne akt af indsigt og selvransagelse. Det frygter, at akten er for følelseskold og kynisk for en ømtålelig digtersjæl. Men det er ikke intensiteten, hvormed vi lever, det er intentionen, hvormed vi lever, der gør os til mennesker.
Er intentionen kærlighed? Her taler forskellige forskere om en genetisk betinget kærlighed, der blandt andet gør, at familier altid vil favorisere deres eget afkom frem for andre. Blodets bånd er dybest set en lige så gammel sandhed, som det er en talemåde; ergo en årtusinde gammel udvælgelsesmetode som gør, at Darwin trods alt havde fat i noget af det rigtige, da han påbegyndte sit banebrydende værk om arternes udvikling (ethvert gen forsøger at overleve og finde andre, stærke gener at knytte sig sammen med). Han skitserede et billede, der mere tydede på, at det væsen, der kan tilpasse sig omstændighederne, også er det væsen, der har de største chancer for at videregive sit genetiske materiale. Denne tese antyder, at styrken ligger i administrationen af styrken, og ikke i selve styrken. Er den sagnomspundne kærlighed da kun et spørgsmål om administration? Ikke nok med at vi lever i en eksegetisk kulturperiode, men vi lever også i en hormonal forlystelsespark. Man har delt tilværelsen op i et seksuelt, aktivt virkelighedsniveau, som også tilhører mindet om den antikke, apollinske drøm om evig ungdom, og så et subkulturelt, spekulativt, ekstatiske niveau, som tilhører mindet om den antikke dionysiske, rituelle drøm om at trænge ind bag virkelighedens maske (i dette tilfælde ungdommens apollinske maske). Det er i dette dualistiske spændingsfelt, det moderne menneske befinder sig. Det er imellem spørgsmålet om artens overlevelse, fuld tilfredshed for alle pengene, indsigt og overskud til at klare både karriere og familie, at det aktive og produktive menneske sætter sine figurbrikker op på spillebrættet. Men hvem er modspilleren? Skakspillet er vel nok det ældste rollespil.
I modsætning til skakspillet har man for eksempel den klassiske, hæderkronede pinball machine, hvor hovedpersonen ikke længere er den øvede strateg, men en kugle af metal. Det gælder her om at score flest point og holde kuglen på banen i længst mulig tid ad gangen — inden den ryger tilbage i sit anonyme hul. Måske pinball-maskinen passer bedre som metafor på kærligheden i vor tid? Kærligheden, hvem drømmer ikke om kærligheden; du skal elske din næste, som du elsker dig selv? Dette tonstunge maksime, født et sted ude i ørkenen, i en brændende storm af sol og sand. Men det kræver tålmodighed at elske, og frem for alt indsigt ― selverkendelse. På den ene side har man kærligheden; en umiddelbar og let foreteelse, som man kan muntre sig med, jage efter og nedlægge; på den anden side har man den metafysiske kærlighed, der, som begrebet indikerer, løfter sig over tilværelsen og tvinger den enkelte til at beskue sine egne handlinger fra et højere plan. Det, der gør, at den sidstnævnte form for kærlighed kan synes en smule upopulær og utilnærmelig, er fordi den kræver mere af den som elsker, end af den elskede. Mennesket i den tidlige middelalder var centrifugalt; det projicerede sig selv ud i den omgivende verden og lod sine omgivelser absorbere det fuldstændigt. I senmiddelalderen og renæssancen blev mennesket mere centripetalt; det bekræftede sig ved at drage verden ind i sig, deraf også perspektivets samlende punkt. Med vor egen senmodernistiske, tekniske kultur er det igen blevet muligt for mennesker at være centrifugale (eller som mange ynder at omtale sig selv: globale). Vi kan uhindrede skøjte fra emne til emne, fra information til information og samle de enkelte brudstykker op undervejs, som vi senere vil bruge til at danne et erfaringsbillede; en centrifugal tilstand med en centripetal sideeffekt! Vi går direkte fra antikkens overfladedyrkelse til genteknologiens forvandling af selve overfladen. Vi gør os til herre over stofligheden, og på samme tid eksproprierer vi stofligheden. På lignende måde går det med vores livskvalitet. Der findes ikke kun én mulighed og én vej længere, men derimod en lang række af kombinationsmuligheder, hvor imellem vi mere eller mindre frit kan vælge netop den kombination, som passer os i konstruktionen af vores nye megatilværelse. Vi vælger, hvilket billede i strømmen af kopier af billeder vi ønsker at beskæftige os med; hvilken tekstmasse vi ønsker at markere, eller nøjagtig hvilket spørgsmål vi ønsker at få besvaret.
Den evige Laura er gengivet i tusindtal afskygninger på byernes forskellige cafeer, gerne med et par veninder, Gucci-solbriller og et glas koldt rosé stående tæt ved sin perfekt manicurerede hånd, samtidig med at universet stadig udvider sig, og der rent teoretisk bliver længere afstand mellem cafebordene (mellem punkter af fravær og nærvær). Spørgsmålet er, om man overhovedet kan gøre sig håb om at fiksere noget som helst i denne meget bevægelige verden? Måske er selve processen det eneste vi de facto har som vort eget. Selve jagten på det preciøse, i et univers — på spredningens og forsvindelighedens præmisser. I dette univers er kærligheden vel en lempelig opfindelse til at guide os gennem den farefulde færd. Kærligheden er sindets chokolade. Kærligheden er et plaster på såret og et trøstende ord med på vejen, når vi spekulerer os frem og tilbage i vores diskurs. Den er naturens lille fif; en sympatisk forplantningsmetode. Den er den mest melankolsk-dramatiske måde at fordrive vores ellers meningsløse liv på.”